Mor prøver at holde sig vågen. Hun er bange og vil ikke give slip.
På mange måder beundre jeg hendes livslyst og stædighed, men det piner mig at se hende holde fast i så mange smerter. Som en der hænger på kanten ned i en dyb brønd, angst for at falde, i smerter for at holde fast.
Sygeplejersken sagde, at kroppen har givet op, og normalt ville man være død nu, men hun er bange for at dø... Det eneste jeg frygter er, at hun skal have angst i sin sidste tid.
Charlotte og jeg sidder nattevagt sammen, så far kan få noget søvn. Vi er begge trætte og kede af det, men sammen finder vi styrke, og jeg er hende evigt taknemmelig for at være her.
Sendt via Blogsy
Ingen kommentarer:
Send en kommentar