Urnen blev sat i jorden i dag. Solen skinnende igen, ligesom den havde gjort den torsdag... Og til bisættelsen. Måske det bare er et tilfælde, men jeg kan ikke lade være med at smile ved det.
Det var ikke særlig højtideligt, hvilket faktisk passede mig ganske fint, for det har været en hård omgang, og jeg kan snart ikke rumme mere offentlig og fælles sørgmodighed. Nu vil jeg sørge i ensomhed.
Hun har fået en fin og hyggelig plads, med udsigt til solopgang på den ene side, og kirken på den anden. Foråret er på vej, og jeg er faktisk glad for, at der er et sted som kan passes og plejes, og hvor jeg kan besøge min mor.
Sendt via Blogsy