onsdag den 23. januar 2013

Begravelsen

I dag sagde vi et sidste farvel til Mor. Hun blev begravet i Vedtofte kirke hvor præsten virkelig gjorde et godt job. Hendes tale ramte plet og Mor blev mindet for alle de gode ting vi husker hende for:

"Kærlighed er det, som binder os sammen, og kærligheden gør, at vi kan leve videre, selv om vi af og til bliver konfronteret med en sorg, som kan være svær at komme over."

Hendes aktive liv, som ville starte tidligt om morgenen, med radioen i baggrunden, strikkene, hæklede, vævende, syende eller kniplende, kreativitet fyldte hendes hverdag, og smittede af på Charlotte og mig.

11 år med kræft, og i en alder af 57 blev hun taget fra os, meget imod hendes egen vilje. Hun var en "fighter" til det sidste, og hendes positive livssyn var mere end beundringsværdigt, det var livsforlængende og beroligende for alle os omkring hende.

Selv Charlottes og mine venner har altid kunne komme til Mor, og nogle ville også kalde hende "Mor-Bente", og hun havde altid tid til alle og plads til alle.

Vejret var endnu engang med os. Selv om det var koldt, så flyttede skyerne sig for os og viste os en flot blå himmel.

Da ligvognen kørte væk, kunne man høre fuglene synge, og på vej hjem mod Odense gik solen ned og dannede en smuk udsigt i bakspejlet.

Jeg fik, igen, sagt farvel, men jeg føler det ikke endnu. Jeg er ked af det, men jeg forventer stadig halvt, at hun ringer for at sludre...

Men virkeligheden rammer vel engang, hvor jeg vil indse, at min mor er død.

 

torsdag den 17. januar 2013

Så fik Mor fred

Kl. 4.30-45 d. 17/1-2013 sov Bente Kaae Mathiesen ind.

Det har været en hård omgang, og hun har fortjent at hvile nu. Hun ser fredfyldt ud, og er smuk nu hvor hun er gjort klar. Naboen Ditte har lagt blomster ved hende, og hun holde i de blomster hun fik af en veninde, Lissie, i går.

Far har siddet ved hendes side hele natten, og vi har alle fået sagt ordentlig farvel, og fortalt hende hvor højt vi alle elsker hende.

 

onsdag den 16. januar 2013

Med næb og klør

Hun kæmper stadig med alt hvad hun har i sig. Hun er oppe på 60 mg morfin hver 3-4. time. Hun får noget mod sin angst, abstinenser og kvalmen. Ingen piller mere, da hun ikke kan holde dem i sig, og helst ikke vil have noget i munden.

Insulin er de stoppet med, da den ikke rigtig gør gavn mere, hendes blodsukker har ligget på omkring de 30 siden i fredags...

Dagene er lange, der er koldt udenfor...

 

tirsdag den 15. januar 2013

Her om natten

Mor prøver at holde sig vågen. Hun er bange og vil ikke give slip.

På mange måder beundre jeg hendes livslyst og stædighed, men det piner mig at se hende holde fast i så mange smerter. Som en der hænger på kanten ned i en dyb brønd, angst for at falde, i smerter for at holde fast.

Sygeplejersken sagde, at kroppen har givet op, og normalt ville man være død nu, men hun er bange for at dø... Det eneste jeg frygter er, at hun skal have angst i sin sidste tid.

Charlotte og jeg sidder nattevagt sammen, så far kan få noget søvn. Vi er begge trætte og kede af det, men sammen finder vi styrke, og jeg er hende evigt taknemmelig for at være her.

Til minde om Mor

 

Mor sover. Hun er fyldt med morfin og insulin....
Hun kan ikke snakke så meget, men hun lyser lidt op når jeg snakker til hende. Jeg fortalte hende, at Charlotte kommer forbi i dag, og Ditte har sendt en hilsen, og hun smiler til mig. I hendes smil kan jeg næsten genkende hende, min mor, igennem kræften. Det kan jeg ellers ikke så meget mere.

Hun kan ikke komme ud af sengen mere, men hun kigger ud gennem vinduet. Det sner udenfor, og der er enormt smukt. Jeg går ud og tager nogle billeder, som jeg kan vise hende senere, så hun også kan se al den skønhed der er omkring hende.

Jeg tænker det er lidt ironisk; en grim og ubehagelig situation, i smukke omgivelser....