Mor sover. Hun er fyldt med morfin og insulin....
Hun kan ikke snakke så meget, men hun lyser lidt op når jeg snakker til hende. Jeg fortalte hende, at Charlotte kommer forbi i dag, og Ditte har sendt en hilsen, og hun smiler til mig. I hendes smil kan jeg næsten genkende hende, min mor, igennem kræften. Det kan jeg ellers ikke så meget mere.
Hun kan ikke komme ud af sengen mere, men hun kigger ud gennem vinduet. Det sner udenfor, og der er enormt smukt. Jeg går ud og tager nogle billeder, som jeg kan vise hende senere, så hun også kan se al den skønhed der er omkring hende.
Jeg tænker det er lidt ironisk; en grim og ubehagelig situation, i smukke omgivelser....
Sendt via Blogsy
Ingen kommentarer:
Send en kommentar